Beskrivelse af racen

 

Basset hound’en bliver stadig mere populær i Danmark, pga. det specielle udseende. Racen elsker at være udendørs og gå ture. Oftest med en munter logrende hale, da det er en venlig og godmodig hund, typisk også over for børn, da den er robust og tolerant. Den er utrolig kærlig og sætter stor pris på selskab. Det er også en nysgerrig hund, der gerne vil opleve noget og tager godt imod fremmede. Basset hound’en er også en hund med stor personlighed, og den har typisk sin egen mening om tingene. En basset gør hvad den bliver bedt om, men den vil bare selv bestemme hvornår. Den vil gerne lære, men på grund af dens selvstændighed kræver det lidt tålmodighed, venlighed og konsekvens at opdrage og træne den.

En favorit disciplin hos en basset er næsearbejde, da den har en utrolig god lugtesans. Men man kan også sagtens gå til lydighedstræning med dem, da de elsker at blive aktiveret. Som udstillingshunde er de også populære.

Basset hound’en egner sig godt som familiehund, da de er kærlige og sociale, de har kæmpe personligheder, normalt elskelige imod børn og andre dyr. Racen er også kendt for deres lave "mumlen" når den trænger til ekstra opmærksomhed.

Fysisk fremtoning

En Basset hound vejer ca. 23 til 29 kg. og har en højde på ca. 30 til 38 cm. En Basset Hound bliver gennemsnitligt mellem 10 til 12 år gammel. Hunderacen er kendetegnet ved de meget lange ører. Hunden kan have en del løse hudflapper, der bl.a. kan bevirke, at ansigtet ser bedrøvet ud, hvilket er en del af hunderacens charme. Halen er mellemlang og kan have en hvid spids. Hunderacen har korte ben men en mellemstor krop. Grundet sin længde kan en Basset hund som regel nå genstande, som andre hunde af samme højde ikke kan nå (f.eks. en velduftende kage på køkkenbordet). Racen har en kort tæt og skinnende pels og har som regel de tre farver: brun, sort og hvid.

 

Kilde: ”http://dogsuniverse.dk”